Interesse for det ’divergerende’
Mit terapeutiske arbejde har fra begyndelsen været drevet af en interesse for de eksistentielle og følelsesmæssige erfaringer, der kan følge med at skille sig ud fra mængden – for eksempel på baggrund af kultur, religion, seksualitet eller neurodivergens.
I de senere år er der kommet et øget fokus på neurodivergens, som blandt andet omfatter ADHD og autisme. For mange handler det ikke kun om at have en diagnose, men om deres oplevelser med at skulle tilpasse sig et samfund, der ikke altid er indrettet til deres måde at fungere på. Når samfundets forventninger ikke passer til den måde, man fungerer på, kan det føre til udmattelse, selvkritik og en vedvarende følelse af ikke helt at høre til.
Mange af dem, der finder vej til mig, har brugt mange år på at forsøge at forstå, hvorfor de føler sig anderledes end andre. Måske bliver de nemt overvældede, har store følelsesmæssige udsving eller bruger meget energi på at passe ind. De er ofte blevet dygtige til at tilpasse sig omgivelserne – men nogle gange på bekostning af deres trivsel og oplevelsen af at kunne være sig selv.
Det er mennesker med disse erfaringer, jeg i stigende grad møder i min praksis.