Hvid cirkel fra logoet for Psykolog Radha Vijay, enkel og minimalistisk i designet.

Terapi

Den første samtale

Terapi kan hjælpe dig med at arbejde med egne indre konflikter og skabe en hverdag med mindre lidelse og større trivsel. Det kan have en positiv indvirkning på dine relationer og din tilknytning til andre, dit overskud i arbejde og fritid, din søvn, dit energiniveau og ikke mindst dit forhold til dig selv.

For at skabe de bedste rammer for et godt terapiforløb er det vigtigt, at du føler dig tryg. I de indledende sessioner vil vi sammen udfolde baggrunden for din henvendelse og skabe et solidt fundament for vores samarbejde. For at have god tid til dette kan det være en fordel at booke en halvanden- eller dobbeltsession første gang, du kommer. Det er dog ikke et krav.

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller ønsker, inden du booker en tid.

Tilknytning

Igennem mit arbejde med Intensiv Dynamisk Korttidsterapi (ISTDP) har jeg i det terapeutiske møde fokus på at få identificeret eventuelle uhensigtsmæssige forsvarsstrategier, udviklet igennem smertefulde oplevelser i fortiden, der står i vejen for at du kan mærke dig selv og opnå følelsesmæssige nærhed til en betydningsfuld anden. Noget som vi ganske menneskeligt længes efter. Når der er ubearbejdede følelsesmæssige konflikter fra barndommen, kan det føre til vanskeligheder i relationer eller følelsesmæssig overbelastning som voksen. En vigtig del af ISTDP er derfor arbejdet med tilknytning, med dets fokus på helingsarbejdet af de sår, der måtte være fra tidlige betydningsfulde relationer.

Neurodivergens

Neurodivergente hjerner kan have vanskelige betingelser i et samfund, hvor højt tempo, omstillingsparathed, fleksibilitet og udadvendthed ofte værdsættes. Jeg er optaget af, hvordan man på individniveau kan skabe forandringer, der gør det lettere for mennesker med såkaldt specialdesignede hjerner at trives. Det begynder med en nysgerrighed på din egen hjerne og en forståelse af, hvordan du bedst arbejder med den – frem for imod den.

For mennesker med autisme eller ADHD kan følelser og relationer opleves og komme til udtryk på andre måder end hos neurotypiske. Mange har erfaringer med at blive misforstået, føle sig for meget eller for lidt, eller have svært ved at finde sig til rette i sociale sammenhænge. Hvis man samtidig er vokset op med utrygge relationer, kan det gøre disse udfordringer endnu større. Det kan føre til ensomhed, angst eller gøre det svært at forstå, sætte ord på eller dele sine følelser med andre.

Jeg tilpasser terapien til den, du er. Det kan handle om at finde den rette balance mellem tempo og dybde i samtalerne, så du føler dig tryg, når vi arbejder med de ofte komplekse og blandede følelser, der ligger under dine udfordringer. Vi vil løbende evaluere dit udbytte af terapien.

Hvordan jeg kan hjælpe dig

Scroll videre

Følelsesmæssig opdagelse og bearbejdning

Igennem et liv og i tæt samspil med de tætte tilknytningsrelationer udvikler vi forsvarsmekanismer som reaktion på følelsesmæssige udfordringer, misforståelser eller sociale krav. I terapien arbejder vi på at identificere disse forsvar og finde en måde at bearbejde de underliggende følelser, så du kan få adgang til og udtrykke dem på en sund og konstruktiv måde.

Tilknytning og relationer

Uanset om du er neurotypisk eller neurodivergent, har din tidlige tilknytning til omsorgspersoner stor betydning for dine voksne relationer. I terapien vil vi arbejde med de følelser og mønstre, der stammer fra din barndom, og hvordan de påvirker din relation til dig selv og andre i dag. Målet er at skabe en sundere, mere sikker relation til dig selv og til dem, du er tæt på.

Individuelt tilpasset tempo

Jeg tilpasser altid terapien, så den passer til dine behov og din individuelle måde at bearbejde følelser på. For nogen kan det være nødvendigt at justere tempoet i samtalerne, så du får tid til at forstå og bearbejde de følelser, der kommer op undervejs. Dette giver en mere struktureret, men samtidig fleksibel tilgang, som gør, at terapien føles tryg og effektiv.

Følelsesmæssig regulering

Hvis du ofte bliver overvældet af dine følelser, reagerer meget kraftigt eller har svært ved at finde ro igen, kan vi arbejde med at forstå, hvad der sker, og finde måder, der hjælper dig. Målet er ikke at fjerne følelserne, men at gøre dem lettere at være med, så de ikke styrer dit liv eller dine relationer.

Jeg arbejder intensivt, vedholdende og omsorgsfuldt. Sammen undersøger vi de følelser og mønstre, der har udviklet sig gennem livet, og som måske stadig påvirker dig i dag. Når vi får en dybere forståelse af dem og giver plads til det, der har været svært, kan der ske forandringer, som gør det lettere at finde ro i dig selv og indgå i trygge relationer.